|
 Tilbud om kristen rådgivning
KirkeCenter Livets Kilde har et tilbud til dig, som har ondt i sjælen. Alle går igennem svære tider, men nogle gange ønsker man ikke at klare det alene. Og nogle gange har vi mere brug for hjælp end andre gange.
Vi tilbyder bibelsk kristen sjælesorg. Vores tilbud indeholder rådgivning, bøn og fællesskab.
Du er altid velkommen til at kontakte os. Her kan vi aftale nærmere omkring et møde, hvor vi kan tale sammen. Ring til Henning Ahlmann på telefon 75 11 55 54 / 24 62 26 80 email: ha@kirkecenter.nu
Kristen rådgivning ”Bibelen er verdens bedste hjælp til selvhjælp.” - Albert Ellis (grundlægger af en af verdens førende former for psykoterapi).
Rådgivningen har til formål at give dig de ressourcer, du har brug for til at ændre dit liv. Det kan være at lære en ny måde at tænke på og handle på. Eller det kan være at finde de ressourcer, som ligger gemt inde i dig, få dem frem i lyset og få dig til at tro på det.
Det handler om at arbejde sammen med dig hen imod et liv, som ikke er bundet af sorg, frygt, synd og lignende. Det handler om at mærke livet og leve i frihed.
I vores rådgivning ser vi dig som et helt menneske - en person med et legeme, en sjæl og en ånd. Legemet er det fysiske - hjerne, hjerte, muskler og nervebaner. Sjælen er dine tanker, følelser og vilje. Ånden er den del af dig, som regerer inderst inde - der hvor man får uforståelige anelser om Gud, sandhed, fare, glæde, og smerte som går dybere end det, vi mærker og ved i vore tanker og følelser.
Du får tilknyttet en kontaktperson fra vores rådgivningsteam. Teamet består af mennesker fra vores menighed som har livserfaring og overskud til at møde dig midt i det, du står i. De lytter til dig og kommer med opmuntring og støtte i dit liv. Nogle gange vil du mødes med din kontaktperson og en anden fra rådgivningsteamet, især hvis du har spørgsmål eller behov, som din kontaktperson ikke kan svare på eller møde.
Vi rådgiver ud fra Biblen. Dette er vores terapeutiske behandlingsmanual. Nogle af os har andre kvalifikationer, har været på forskellige kurser i psykoterapi, eller har en uddannelse indenfor hjælpefagene.
Det, vi forventer af dig: • At du tillader os at udfordre dig, og at du vil tage vores rådgivning til dig. • At du er villig til at lave om på nogle ting, og prøve det, vi anbefaler. • At du kommer til kirkens to hovedaktiviteter: gudstjeneste og cellegruppe.

Bøn Bøn er ikke noget mystisk. Det handler bare om at tale med Gud. Det er nemmere at tale med et menneske man kender godt, end med én man aldrig før har mødt. Sådan er det også med bøn. Det er nemmere at tale med Gud, jo bedre man kender Ham.
Når vi beder med dig i vores rådgivningstilbud, leder vi dig i bønnen, mens vi hjælper dig til at bringe dine egne bekymringer, problemer og spørgsmål til Gud. I bøn vil vi arbejde sammen med dig gennem Guds ledelse og på grundlag af Biblen.
Hvordan føles det? Nogle gang kan man mærke at der sker noget, når man beder eller bliver bedt for, men andre gange mærker man ikke noget. Det er forskelligt fra gang til gang og fra person til person. Mange siger, at de mærker en varme inden i dem. Andre en fred. Og nogle åbner op for og mærker deres egne følelser på en måde, de ikke før har kunnet. Og nogle giver helt slip på sig selv. De danser, griner, ligger ned eller græder - eller noget helt andet. Du vil opleve noget som passer lige til dig og din situation - lige det, du har brug for.

Fællesskab Mennesker er ikke skabt for at være alene. Isolation og ensomheden kommer ikke fra Gud. Tværtimod var det noget af det første Gud sagde om mennesket - at det ikke skulle være alene.
En del af vores rådgivningstilbud er et tilbud om fællesskab (cellegruppe). Vi er en levende menighed som er en slags familie - et netværk. Vi deler livet på godt og ondt.
Til møder i hjemmene om onsdagen og i kirken om søndagen møder mange slags mennesker op til fælles lovsang, undervisning og spisning. Nogle af dem deltager i vores rådgivningstilbud, men de fleste er bare en del af kirken. Der er forretningsmænd, børn, folkeskolelærere, studerende, mekanikere, pensionister. Ja, alle slags mennesker. De har det tilfælles at de vil lære mere om Gud og hvad det vil sige at være en kristen. Nogle har været kristne i lang tid, nogle har lige fundet troen og andre vil bare lige snuse lidt til det.
Vi vil hjælpe dig til at blive en del af dette fællesskab – og du kan komme som du er. Vi vil gerne vise dig rundt og kan hjælpe dig med at huske navnene. Selvfølgelig behøver du ikke at lære dem alle sammen at kende, men du vil have mulighed for det.
Et kendetegn ved vores fællesskab er, at vi spiser sammen. Efter søndagsmødet spiser vi fællesfrokost fra et tag-selv-bord. Vi laver selv mad og bager til vores fællesspisning, så der er altid mulighed for at give en hånd. Er du mere en handyman? Så har vi arbejdsdage en lørdag hvert kvartal, hvor vi vedligeholder vores lokaler og du får lov til at svinge med hammer eller malerpensel. Uanset hvad du kan og er, så kan du tage del i menighedens fællesskab.

Særlige målgrupper / Hvad kan vi gøre for:
Misbrugere? Vi laver ikke misbrugsbehandling. Men vi kan støtte dig mens dufor eksempel er i dagbehandling eller er færdig med misbrugsbehandling på en døgninstitution.
Vi kan: • Støtte dig i din afholdenhed. • Give dig nogle åndelige redskaber, som evt. kan støtte det, du har lært i behandling. • Give dig et nyt netværk med nye måder at være sammen på, en anden social kultur end den, du har kendt. • Anbefale og skabe kontakt til kristne behandlingsinstitutioner og/eller bofællesskaber i andre byer, hvis det vi kan give dig ikke er nok.

Sindslidende? Vi tager ikke medicin fra folk. Men psykofarmaka er nogle stærke præparater, og vi ser helst at folk kan komme på så lav en dosering som muligt, og på så få typer medicin, som muligt. Vi tror på, at Gud kan helbrede alle fysiske sygdomme og sjælelige lidelser, men det er ofte en proces, og vi samarbejder gerne med din læge og andre professionelle omkring dig.
Vi kan: • Give dig et fællesskab og et socialt netværk, hvor du kan være tryg og høre til. • Give dig noget at lave. Praktiske opgaver og ansvar, hvor du også har betydning for os. • Flere måder at være sammen med andre på - to og to med en kontaktperson, i mindre vækstgrupper, og sammen til møder og fællesspisning. • Hjælpe dig til at opleve frihed fra din fortid gennem bøn og rådgivning.
 Carrie Lautrup Henning Ahlmann Birgit og Mogens Frismodt ansvarlig for teamet og - del af teamet i Esbjerg - ansvarlig for rådgivning og forbøn i Varde forfatter til ovenstående tekst
|