Kirke og samfund!
Bibelens syn på relationer og kærlighed
Ægteskab contra samliv før ægteskab
Kirken og Israel
Homofili og registreret partnerskab
Frikirkerne og homoseksuelle ægteskaber
Abort-spørgsmålet
Pornografi
Incest/pædofili
Frikirker er ikke sekter
Til Forsiden

 




Er en kirke en art offentlig servicevirksomhed, der skal tilbyde den religiøsitet, som flertallet efterspørger, eller er det et fællesskab af troende, som er forpligtet på et trosmæssigt fundament i Bibelen?

FrikirkeNets formand, Tonny Jacobsen, kommenterer på debatten om homoseksuelle vielser


Så er debatten om homoseksuelles parforhold snart afsluttet. I hvert fald den del af debatten, som har politisk betydning. Kirkeministeriet udvalg om emnet barslede som bekendt med en flertalsanbefaling sidste år om, at man opret-
holdt en sondring mellem ægteskab og registreret partnerskab.
Men den ny kirkeminister Manu Sareen har dekreteret, at homoseksuelles parforhold skal kaldes et ægteskab, og at kirken skal velsigne et sådant.

Og sådan bliver det. Den, som betaler regningen, kan som bekendt bestemme, hvad orkestret skal spille. Den enkelte præst kan ganske vist sige nej til at vie homoseksuelle. Men jeg ville nu ikke sætte mine sparepenge på, at et flertal af  menighedsråd for fremtiden vil være parate til at ansætte en præst, der ikke ønsker at vie homoseksuelle.



Som frikirkepræst er jeg en del af den anabaptistiske tradition, som siden reformationen har valgt at stå uden for ægteskabet mellem stat og kirke.
Men hele forløbet omkring de homoseksuelle ægteskaber gør mig da betænkelig på min lutherske søsterkirkes vegne. Vi har i Danmark en lang tradition for, at politikerne ikke blander sig i kirkens indre liv. Den praksis er for mig at se klart tilsidesat i denne sag.

Jeg er helt med på, at et flertal i befolkning mener, at homofile skal kunne få en kirkelig vielse og blive kaldt ægtepar, hvis de ønsker det. Men inden jeg slår hælene sammen og skynder mig ind i flertallets trygge selskab, er der nogle afgørende spørgsmål, der trænger sig på.

Det vigtigste spørgsmål er, hvad det overhovedet betyder at være kirke?
Er en kirke en art offentlig servicevirksomhed, der skal tilbyde den religiøsitet, som flertallet efterspørger, eller er det et fællesskab af troende, som er forpligtet på et trosmæssigt fundament i Bibelen? Hvis man abonneret på det første kirkesyn, er det selvfølgelig bare at køre løs. Men så er man også med i en kirke, som har fremtiden bag sig. Som er godt på vej til at blive ligegyldig og afgå ved døden.



Magthaverne har til alle tider ønsket en kirke, som kunne tjene deres politiske dagsorden. Og det har som oftest været muligt at finde troende, som lod sig passe ind i den ønskede form. En kirke, der ikke er forpligtet på sit bekendelsesgrundlag, kan fremstå relevant og trendy i øjeblikket. Men den saver den gren over, den selv sidder på. Hvis ikke vi er villige til at lade de bibelske tekster giver os både mod– og medspil, vil vi ikke være i stand til at hæve os op over tidsåndens strømninger.

Og den, der gifter sig med tidsånden, bliver snart enke. Et nutidigt eksempel kunne være den hvide kirke i Sydafrika, som generelt ikke så noget behov for at tage afstand fra apartheid. Derved indpassede den sig i de hvides sydafrikaneres kultur, men svigtede sit trosgrundlag, sin (sorte og farvede) næste og sin fremtid.



Som kirke vil man ofte være nødt til at gå imod strømmen – netop fordi man elsker Gud og sin næste.  Vores tid er præget af troen på, at flertallet har ret. Vi bliver bombarderet med stadige meningsmålinger om snart sagt hvad som helst. Men sagen er, at flertallet har ikke altid ret. At der er flertal for en holdning betyder ikke nødvendigvis, at den er rigtig – kun at den er udbredt.

Jeg har ingen problemer med, at homoseksuelle par får ordnede forhold.
Jeg sætter en ære i at møde alle mennesker med respekt uanset deres køn, alder, seksualitet, etnicitet, sociale status eller tro. Gud elsker alle mennesker, og det er min højeste ambition at følge i hans fodspor.

Men jeg siger samtidig nej til at vie homoseksuelle. Det følger for mig som en direkte konsekvens af kirkens forpligtelse på sit trosgrundlag. Jeg er helt med på, at Bibelen skal fortolkes i forhold til sin samtid og ikke bare læses som en lovtekst ude af sammenhæng. Men det betyder ikke, at man så bare kan fortolke den derhen, hvor man helst vil.



En omhyggelig fortolker vil stille spørgsmål som: Hvad sagde Jesus?
Hvad lærte den første kirke? Hvad er bibelens samlede vidnesbyrd?
Hvordan hørtes de enkelte tekster ind i deres samtid?
Hvordan har kirken forstået disse ord igennem sin 2.000-årige historie?

Dette er ikke stedet for en gennemgang af de bibelske tekster om emnet. Lad mig bare gøre opmærksom på, at der ikke findes noget eksempel på, at Gud siger god for eller velsigner homofili i bibelen. Ægteskabet er helt fra skabelsen et forpligtende kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde. Dernæst er der en række udsagn i både Det Gamle og Det Nye Testamente, som identificerer homofili som forkert.



Det er sandt, at Jesus ikke udtaler sig om emnet. Men man kan ikke bygge teologi på, hvad der ikke siges. Og når Paulus netop taler om emner ud fra en græsk-romerske kontekst, giver det udmærket mening, da specielt grækerne anså seksuelle forbindelser mellem to mænd for naturligt. Paulus taler altså modkulturelt, når han argumenterer for, at Gud ikke kan velsigne en homoseksuel livsstil.

Det bør efter min mening også mane til eftertanke, at kirken i sin 2.000-årige historie altid har værnet om det monogame, heteroseksuelle parforhold. Tror vi, at vi er klogere end 2.000 års troende? Eller end den kirke, som i disse år vokser frem med imponerende vækstrater på den sydlige halvkugle? De fleste vil i dag mene, at kirken har gjort ret i at afvise det polygame ægteskab, selvom man i bestemte kulturelle situationer kunne komme med gode argumenter for flerkoneri. Risikerer vi ikke at erodere de værdier, som vores samfund er opbygget på?



Jeg forudser, at det – som altid – bliver de næste generationer, der kommer til at betale prisen for vores frihedstrang. Lidt ligesom børnene af de eksperimentelle samlivsformer i 1960’erne og 1970’erne kom til at bære mange af omkostningerne for den fri sex. Jeg forudser, at børn fra homoseksuelle parforhold kommer til at få problemer med deres identitet og selvforståelse. Fordi de kommer til at mangle muligheden for at kunne spejle sig i både det maskuline og det feminine.

De homoseksuelle skal have lov til at  leve, som de selv vælger. Jeg går ikke ind for kirkelig tvang. Men jeg forbeholder mig på den anden siden retten til at argumentere for, hvad jeg mener er rigtigt og forkert. Jeg tror ikke på, at man bliver sit bedste jeg ved at udleve sine homoseksuelle følelser.



Vores seksualitet er i virkeligheden meget plastisk. Den er præget af opvækst, selvbillede, arv og valg gennem livet. Vores seksualitet kan ændre sig gennem livet, og ikke alle seksuelle følelser bør udleves. Jeg ved, at det er et modkulturelt synspunkt. Men jeg har ikke desto mindre som sjælesørger fulgt ganske mange mennesker på en rejse fra seksuel tiltrækning af deres eget køn til en voksende tiltrækning af det modsatte køn.

Jeg påstår ikke, at det er enkelt at leve med homoseksuelle følelser. Der er mange seksuelle følelser, der ikke er enkle at håndtere.  Men skaberens mønster er ganske klart, og det bør kirken blive ved at følge: vores gudgivne seksualitet skal udleves i et forpligtende kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde.  Her findes et større ’vi’ i gensidig komplementaritet. Og her er den rette, sunde ramme for næste generation at vokse op i.

Af Tonny Jacobsen
Formand for FrikirkeNet

Pressefoto's af Tonny Jacobsen,
Martin Gravgaard

Kommentarer eller spørgsmål:
post(at)kirkecenter.nu